Det var en kølig eftermiddag i oktober, og de første blade var begyndt at falde fra træerne. Clara og Marie havde aftalt at mødes hjemme hos Clara for at nyde en kop chai te og mindes gamle dage. Clara havde lavet en stor kande te og dækket bordet med deres yndlingskopper, nogle småkager og et par tæpper for ekstra hygge.
“Ih, hvor er det længe siden, vi har haft tid til bare at sidde og snakke,” sagde Marie, mens hun tog sin frakke af og satte sig til rette i sofaen. “Jeg glæder mig sådan til at høre alt nyt fra dig!”
Clara smilede og skænkede te i Maries kop. “Ja, det er virkelig tiltrængt. Der er sket så meget siden sidst. Hvordan går det med dig og arbejdet?”
Marie rørte forsigtigt i sin te og duftede til den krydrede aroma. “Det går faktisk rigtig godt. Jeg har fået en ny kollega, som jeg arbejder tæt sammen med, og vi har fået et par spændende projekter. Men nok om arbejde, lad os snakke om noget sjovere! Kan du huske den gang, vi tog til Paris sammen?”
Clara lo og tog en slurk af sin te. “Hvordan kunne jeg glemme det? Det var en af de bedste ture, vi nogensinde har haft. Jeg husker især den lille café, vi stødte på nede ved Seinen, hvor vi drak vin og spiste de lækreste croissanter.”
Marie nikkede ivrigt. “Ja, og vi mødte den søde gamle mand, som insisterede på at vi skulle smage hans hjemmelavede marmelade. Det var sådan en hyggelig aften.”
De to veninder sad længe og snakkede om deres minder fra Paris og andre rejser, de havde været på sammen. Teen varmede deres hænder og fyldte rummet med en dejlig duft af kanel, kardemomme og ingefær. Clara rejste sig for at fylde deres kopper igen, og mens hun hældte, fortsatte samtalen.
“Kan du huske vores første lejlighed?” spurgte Clara med et smil. “Den lille etværelses, hvor vi boede, mens vi studerede?”
Marie lo højt. “Ja, hvordan kunne jeg glemme den? Det var så trangt, men vi havde det så sjovt. Jeg mindes specielt de aftener, hvor vi lavede mad sammen og sad oppe hele natten og snakkede.”
“Og den gang vi besluttede os for at male køkkenet midt om natten,” tilføjede Clara. “Vi blev så ivrige og endte med maling overalt – endda på hinanden!”
De to veninder fortsatte med at dele minder, og teen blev ved med at skabe en varm og afslappet atmosfære. De småkager, Clara havde bagt, blev nydt til hver en bid, og de vamsede tæpper gjorde rummet endnu hyggeligere.
Efter et stykke tid blev samtalen mere alvorlig, og Marie tog forsigtigt Claras hånd. “Jeg har virkelig savnet vores tid sammen. Det er som om, livet bare går så hurtigt, og vi glemmer at tage os tid til det, der virkelig betyder noget.”
Clara klemte Maries hånd og smilede blidt. “Jeg ved det, men jeg er så glad for, at vi stadig har hinanden. Det er i sådanne øjeblikke som dette, at jeg virkelig indser, hvor vigtigt det er at værdsætte de mennesker, man holder af.”
“Ja, det er så sandt,” svarede Marie. “Jeg tror, vi skal gøre dette til en tradition. En månedlig te-aften, hvor vi bare kan være os selv og nyde hinandens selskab.”
“Det lyder som en fantastisk idé,” sagde Clara og løftede sin kop. “Skål for venskab og for mange flere hyggelige eftermiddage med sukkerfri chai!“
Marie løftede også sin kop og gentog skålen. De to veninder sad stille et øjeblik, nippede til deres te og nød den rolige stemning. Udenfor begyndte solen at gå ned, og indendørs blev rummet fyldt med skæret fra de små stearinlys, Clara havde tændt.
Eftermiddagen blev til aften, og samtalen fortsatte. Clara og Marie vidste, at selvom livet kunne være hektisk og uforudsigeligt, så var der altid tid til at nyde en kop te og dele minder med en god ven. Det var netop sådanne stunder, der gjorde venskabet stærkere og mere værdifuldt for hver dag, der gik.
Historien om deres eftermiddag med chai te og gode minder blev et nyt kapitel i deres livslange venskab, og de følte sig begge taknemmelige for den tid, de havde sammen. Med en følelse af varme og glæde i hjertet, vidste de, at de altid ville have hinanden og de mange flere eftermiddage med hygge at se frem til.